Hils på Nicolai, vores virksomhedspraktikant

In CSR by Maria Rey Jacobsen

I Juni måned startede Nicolai hos os i arbejdsprøvning. Han vil rigtig gerne begynde på en mediegrafisk uddannelse, men han er udfordret med en angstdiagnose, som bl.a. gør at han har svært ved at komme afsted om morgenen. Han har en stor interesse for det grafiske og foto, så det var oplagt for os at tage ham ind, ikke alene ville vi rigtig gerne hjælpe ham, men han kunne faktisk også hjælpe os.

De sidste par måneder har Nicolai hjulpet os med at producere grafisk materiale til virksomheden, så som plakater, foldere og meget andet. Han er meget lærevillig og nysgerrig, og når der ikke lige er en opgave, er han enten med i studiet og får et par tips af Carsten omkring foto, eller han sidder og ser videoer på Lynda.com for at lære mere om teknikker i de programmer, som vi bruger. Vi kan mærke på ham, at han er faldet rigtig godt til i firmaet.

Lidt mere om Nicolai

I fritiden er Nicolai også meget kreativ. Han tegner, maler, skriver sange og spiller guitar i et band. Og så kan han godt lide at være aktiv, og træner både fitness og går til kickboksning.

I øjeblikket bor han i Ledøje, sammen med sin kæreste, på et lille værelse. Men de søger med lys og lygte efter noget større, som ligger tættere på offentlige transportmuligheder. Det kan godt være en udfordring at komme afsted om morgenen, når han kun har en scooter, og det tager 50 minutter at komme på arbejde, samtidig med at han bakser med sin angst. Alligevel kommer han stort set hver dag.

Det ekstra puf

Vi er meget glade for at have Nicolai til at hjælpe os i firmaet i disse tre måneder, og vi håber for ham, at perioden hos os giver ham det ekstra puf til at komme videre med drømmeuddannelsen.

Nicolai er med i et band, der spiller en form for rock, som er hårdere end Rock, men blødere end Heavy Metal. Over frokosten en dag fortalte han, at han er meget inspireret af Marilyn Manson, og det var inspirationskilden til disse billeder.

Tak fordi du så med.